Japansk bondage - Kinbaku og Shibari: En 30-årig tradition i Det Sorte Selskab

Historien - samuraierne og det feudale Japan

Traditionel Shibari og Kinbaku - eller på dansk; japansk bondage - har dybe rødder i de feudale samuraisamfund, hvor man omkring Edo-perioden ofte måtte ty til jute- eller bambusreb, eller lavede våben som buer og stokke af hårdt træ eller bambus, fordi man i Japan manglede metallerne til at producere våben til de almindelige politifolk og vagter i de feudale retssystemer. Disse metalvåben, f.eks. de berømte katana (skarpe sabler i en særlig legering af hårdt og blødt stål, tilsat kulstof og sammensmeltet utallige gange under smedningen), var forbeholdt samuraierne, mens andre, f.eks. bønderne i stedet måtte kæmpe med træ- eller bambusstave når der var behov for en opstand eller måske en desput med nabobygden om prisen på ris eller sake. Mange variationer af disse gamle kampkunster med træbuer og bambus- og træstokke (jo og bokken) eksisterer den dag i dag, f.eks i Kyodo, Kendo og Aikido.

Komplekse bindeteknikker - dog slet ikke altid

Bindeteknikkerne, i nutiden oftest udført med jutereb, kan umiddelbart synes ret komplekse og uigennemskuelige men er det ofte slet ikke når man først begynder at få det lært. Vil man binde mere avanceret og teknisk, kræves for det meste også både tid, selvindsigt og tålmodighed at lære at mestre tilpas hurtigt og effektivt, ganske som det også opleves i japansk bushido og kampsport. I reglen kræver det års træning og gentagelser at lære at mestre teknikkerne - fordi det samtidig skal være sikkert at udøve japansk bondage i Selskabet - og fordi man bærer et kæmpemæssigt ansvar overfor hinanden. Det kræver også erfaring at undervise, forklare og motivere effektivt, men her er vi dog så heldige at have nogle af de mest erfarne japanere til at hjælpe os europæere godt på vej. Det behøver slet ikke at være så svært at lære! Men det tager tid at lære at mestre. Og i Selskabet går sikkerheden forud for alt andet - også når der bindes. Vi binder altid efter vores formåen og erfaringsniveau.

De oprindelige japanske  bindeteknikker blev oprindelig udviklet af samuraier til deres effektive krigs- og kampkunst - og nåja, de skønne reb blev også brugt ret flittigt efter arbejdstid til mere intime formål, såvidt de smukke og ofte ret kinky træsnit og tegninger, som hænger på de japanske museer og tiltrækker mange forundrede besøgende.

Erotisk kultur baseret på ældgammel krigskunst

Samuraiernes forskellige bindemetoder brugtes f.eks. til at udstille, arrestere, afhøre, tilfangetage og straffe, men også til at føre anklagede for en dommer - og sågar til at torturere krigsfanger på grusom vis og sommetider med døden til følge, selvom det også i visse tilfælde kunne medføre straf, hvis en fange mistede livet undervejs, eller for hurtigt. Der var utallige metoder til at binde til lejligheden, eller på den enkelte fange, hvis man f.eks. tilhørte adelen, var en gemen tyv, morder, eller korrupt embedsmand, etc. Bindingerne skulle forstærke skyldfølelsen og skamfuldheden ved at blive vist frem offentligt, samtidig med at bindingerne skulle være funktionelle og danne smukke mønstre, alt efter fangens rang og stand i samfundet. Jo mere simpelt, desto lavere rang og stand.

Bindeteknikkerne blev beskyttet nidkært som militære hemmeligheder af datidens krigsherrer. At afsløre sin klans teknikker til fjenden blev i reglen straffet som forræderi med et lodret sværdslag.

Nutidens vestlige Kinbaku og Shibari kulturer

Mange århundreder senere lagde samuraiernes håndværk grunden til en væsentlig del af vor tids vidt udbredte og fascinerende japanske BDSM-kultur, som fik en opblomstring kort efter 2. verdenskrigs afslutning. Den smukke japanske rebkunst og samuraiernes underfundige rebhåndværk udgør i dag en betydelig bestanddel af vores egen vestlige BDSM- og bondagekultur, selvom den også har været genstand for nogen "amerikanisering" gennem årene og, vil nogle måske mene, en vis udtynding af det smukke gamle rebhåndværk med knuder, mønstre og linier, som slet ikke passer ind i den smukke japanske rebtradition.

Kinbaku eller Shibari - hvad er egentlig forskellen?

Kinbaku er en stilart affødt af Shibari, som typisk adskiller sig ved samtidig at involvere emotionelle aspekter, f.eks. følelsen af nærhed, "connection", fordybelse og dyb gensidig forløsning. Kinbaku teknikkerne kan samtidig være komplekse, men er det dog ofte slet ikke som udgangspunkt, faktisk nok nærmere omvendt, fordi man i Kinbakuens univers tager sig tid, føler efter, mærker hinandens nærvær og sanser intenst både med og gennem hinanden. Kinbaku kan være både sanseligt og hårdt og måske blidt og forløsende. Og måske det hele på samme tid. Kinbaku kan føles som en lang sanserejse ind i rebenes skønne univers, hvor selve det at få rebene af igen kan tage ligeså lang tid som det gør at blive bundet, hvilket igen forstærker oplevelsen af den fælles sanserejse, hvor tiden føles som ophævet og hvor man er to, som rejser med hinanden og gennem hinandens oplevelse.

Med Shibari er det ofte lidt anderledes end Kinbaku

Nogle ser Shibari som lidt mere overfladisk af natur, hvorfor Shibari kan opleves som en mere ekstrovert og ekshibitionistisk aktivitet, måske for at udøverne kan føle, eller skabe mere opmærksomhed omkring de rent tekniske og fysiske aspekter end selve oplevelsen, den dybe gensidige forløsning og sanserejsen ved at binde og blive bundet, og siden blive sluppet fri igen, såvel fysisk som emotionelt.

Desværre undervises ikke ret meget i kinbaku her i vesten, men så kan man vel altid invitere en bakushi hertil, eller selv rejse til Japan for en dybere forståelse af teknikkerne og kulturen bag.

En af de allermest berømte japanske mestre i Kinbakuens kunst var Yukimura Haruki. Yuki-sensei havde mange elever gennem sit liv, både japanere og vesterlændinge. Han insisterede på at undervise indtil blot få måneder før sin død og har videreført Kinbakuen som en dybt emotionel, erotisk og forførerisk bondage form. Jo, Kinbakuen lever heldigvis videre og breder sig, langsomt men sikkert, også blandt rebfolket i Danmark, som efterhånden tæller tusinder af passionerede mennesker.

Foto: Privatundervisning hjemme hos Yukimura Haruki, Tokyo, december 2014, kort tid før han gik bort. Modellen er den berømte Iroha, i Japan feteret af mange fans og af mange rebkunstnere en foretrukken rebmodel og performance partner. Og så taler hun flot engelsk. Sensei lod sig prompte udskrive fra hospitalet da han hørte, at der var elever fra Danmark, som håbede på at lære mere fra den altid venlige gamle mesters hånd. Yuki-sensei er savnet af mange, men legenden lever videre!

Nogle Kinbaku udøvere...

Nogle både i Japan og i vesten betragter med andre ord Shibari som en mere teknisk fokuseret scenekunst. Andre opfatter slet og ret shibari som følelsesforladt ekshibitionistsk rebporno, andre igen ser det som showbondage og betalt underholdning, som det f.eks. opleves på de propfyldte SM-barer i Japan, hvor professionelle udøvere og rebmodeller ifølge deres kontrakter skal levere måske 3-5 shows hver aften i en uge eller to for så at rejse videre til det næste overfyldte sted.

Disse shibari shows kan f.eks. opleves i Tokyos mere farverige og kinky bydel, Shinjuku og i mange større japanske provinshovedstæder. Kinbaku derimod oplever man hovedsagligt i de mindre klubber og intime barer (ofte kun 20-30 m2), samt til private events, f.eks. på Bar Ubu (hos Shigonawa Bingo og hans kone - hun er også en formidabel rebkunstner) og til Ichinawa no kai's events, samt til live sessions på Studio Six (Osada Ryu, som den afdøde Osada Eikichi's efterfølger, Osada Steve driver videre), eller hos mesteren Kitagawa, eller i de mere diskrete kinbaku lounges, som findes rundt omkring i Japan og ofte drives af mestrene selv og/eller deres dedikerede elever, som bringer traditionerne og teknikkerne videre til de næste generationer i mestrenes ånd. I Osada Steve's tilfælde har han, ud over at have været deshi (elev) hos Osada Eikichi, også studeret intensivt hos både Akechi Denki, Yukimura Haruki og Nawashi Kanna, hvilket også afspejles i Steve sensei's egen meget diverse stil. Osada Steve er oprindelig tysker, men han har levet og arbejdet i Tokyo i godt 40 år som bakushi.

Af andre kendte og nulevende mandlige japanske Bakushi kan f.eks. nævnes. Nawashi Kanna, Kinoko Hajime, Otonawa og Arisue Go, ej at glemme den nu afdøde Akechi Denki, som af mange betragtes som en af faderskikkelserne og en væsentlig innovatør i den moderne Kinbaku. Akechi Denki var proferssionel performer og havde brug for stabile og sikre bindinger som han kunne stole på. Så han begyndte at videreudvikle de gamle traditionelle bindeteknikker fra først i halvtredserne, så han derved undgik, at hans performance partnere fik nerveskader af hvilke der har været mange, også i Japan. Alt for mange, fordi sikkerheden ikke altid har været taget alvorligt nok. Det er heldigvis blevet fortid, takket være folk som Akechi Denki, som kærede sig om sin partners sikkerhed frem for alt andet.

- Hvordan skelner man så mellem Shibari og Kinbaku?

En berømt japansk Kinbaku mester skelner på sin egen diskrete facon mellem disse to bondageformer: "So, you ask me what's the difference? Hmm, I think one can say, Kinbaku is like Shibari, plus emotion".

Sikkerhed og ansvarlighed

I Det Sorte Selskab har vi stor fokus på sikkerhed, ansvarlighed og samtykke når der bindes og undervises, da aktiviteten kan være både stressende og belastende for begge parters krop og psyke og med risiko for nerveskader af kortere eller længere varighed, hvis man ikke tager højde for de relaterede risici, og særligt, hvis man ikke binder i forhold sin rutine og sit erfaringsniveau.

Alt for mange udøvere i miljøet kaster sig desværre ud i avancerede teknikker, som de ikke har øvet og trænet grundigt nok, hvorfor det så desværre ofte viser sig, at de alligevel ikke havde fuldstændig styr på sikkerheden når det bliver alvor og når tiden flyver. Følgerne af f.eks. et brud på et bærende reb kan være alvorlige og utilgivelige, hvis ens partner f.eks. hænger "frit svævende" et par meter over gulvet og dratter ned med hovedet først, fordi et enkelt bærende reb pludselig knækker. Dette er set alt for ofte og kun én person har det fulde ansvar: RIGGEREN!

Sikkerhed, ansvarlighed, kommunikation og brug af alle sanserne er derfor altid i første række, når man binder sammen på japansk i Det Sorte Selskab.